Negotiating screens

Teresa Victoria Høy · University of Southern Denmark Research Portal (University of Southern Denmark) · 2026

Baggrund Digitale aktiviteter er blevet en integreret del af børns hverdag og former, hvordan de leger, lærer og interagerer med andre. Mange børn har adgang til tablets, computere og smartphones, og digitale aktiviteter udgør en væsentlig del af deres fritidsaktiviteter via platforme som Roblox, TikTok og Snapchat. Denne integration af teknologi i hverdagen rejser nye spørgsmål og udfordringer for familier, hvor forældre skal navigere og forhandle balancen mellem risici og muligheder forbundet med børns digitale aktiviteter. Hidtidig forskning har primært fokuseret på kvantitative målinger af tid brugt på digitale aktiviteter og de potentielle risici ved børns skærmbrug. Der er givet mindre opmærksomhed til, hvordan børn selv oplever deres skærmbrug i fritiden i en bredere social og familiemæssig kontekst, og hvordan forældre forstår og medierer børns skærmbrug blandt andre fritidsaktiviteter. Denne afhandlinger søger at adressere denne mangel ved at udforske både forældres og børns perspektiver på skærmbrug. Formål og forskningsspørgsmål Formålet med denne afhandling er at undersøge børns og forældres opfattelser af og erfaringer med 9-11-årige børns skærmbrug, som en del af interventionsprojektet Skærm-Fri Tid med Venner. Afhandlingen er struktureret omkring tre delmål, der svarere til de tre dertilhørende artikler: I. At undersøge forældres værdier, holdninger og opfattelser af deres 9-11-årige barns skærmbrug i fritiden samt deres refleksioner over strategier og praksisser til at håndtere denne brug (Artikel I). II. At undersøge hvordan børns skærmbrug kan fungere som en daglig og vedvarende stressfaktor for nogle forældre, og at udforske, hvordan følelsesfokuserede mestringsstrategier anvendes til at håndtere den følelsesmæssige belastning forbundet med det skærmrelaterede forældreskab (Artikel II). III. At undersøge hvordan 9-11-årige børn oplever skærmbrug i fritiden og fortolke disse erfaringer gennem Hartmut Rosas begreber om resonans, fremmedgørelse og socialacceleration, for dermed at placere børns skærmbrug i en bredere samfundsmæssig kontekst(Artikel III). Udover disse mål har jeg inkluderet to sæt yderligere, upublicerede data: (i) data fra børneinterviews og deltagerobservationer, som blev udeladt fra Artikel III, og (ii) data fra Fremtidsværksted med børn, gennemført som en del af udviklingen af Skærm-Fri Tid med Venner-interventionen. Metode Jeg anvendte et kvalitativt, multimetodisk design til at undersøge mine forskningsspørgsmål. Dataindsamlingen omfattede semistrukturerede interviews med 17 forældre og 27 børn, deltagerobservationer i to fritidsklubber samt Fremtidsværksteder med 66 børn, hvoraf 43 også deltog i et kort interview. Forældrenes perspektiver på børns skærmbrug og strategier til håndtering blev undersøgt gennem interviews med forældre, mens børnenes perspektiver blev udforsket via semistrukturerede gruppeinterviews og deltagerobservationer. Som en del af udviklingen af interventionen Skærm-Fri Tid med Venner gennemførte jeg Fremtidsværksteder med børn for at undersøde deres opfattelser af deres nuværende fritidsliv og for at de kunne give forslag til forbedringer for at fremme fysisk aktivitet og sociale interaktioner ansigt til ansigt. Min analytiske tilgang var tematisk of induktiv (Artikel I og yderligere, upublicerede data) samt abduktiv (Artikler II og III), hvilket indebar en iterativ og dynamisk bevægelse mellem empiriske data og teori. I Artikler II og III blev analytiske begreber om mestring samt Hartmut Rosas begreber om social acceleration, resonans og fremmedgørelse anvendt til at styre analyseprocessen og formeforståelsen af empiriske mønstre. Fund Artikel I viser, at håndtering af børns skærmbrug kan være en krævende del af familielivet for nogle forældre. Når børns skærmbrug opfattes som ude af kontrol – eksempelvis når de ikke udviser selvregulering – reagerer nogle forældre ved at indføre strengere regler. Disse regler er imidlertid svære at håndhæve, da det kræver energi og ofte fører til konflikter med barnet. Over tid har sådanne regler tendens til at erodere. Artikel II præsenterer børns skærmbrug som en daglig og vedvarende stressfaktorfor nogle forældre, hvilket nødvendiggør brugen af mestringsstrategier. Nogle strategier fokuserer dog primært på at lindre negative følelser som bekymring og frustration frem for at adressere den underliggende årsag – børns skærmbrug – hvilket gør dem ineffektive. Artiklen peger på, at nogle forældre opfatter børns skærmbrug som en uforanderlig tilstand og derfor tyer til disse strategier, når de oplever, at intet kan ændre situationen. Artikel III viser, at børn oplever ambivalens i forhold til deres skærmbrug i fritiden. Selvom de værdsætter digital frihed, underholdning og social interaktion, beskriver de også følelser af kedsomhed og afhængighed. Med afsæt i Hartmut Rosas begreber argumenterer studiet for, at børns digitale aktiviteter rummer oplevelser, der minder om både resonans og fremmedgørelse. De yderligere, upublicerede data viser, at børn udtrykker et klart ønske om mere tilgængelige faciliteter og socialt engagerende aktiviteter i hjemmet og i fritidsklubben. De anerkender også, at skærmbrug til tider fortrænger muligheder for offline leg, når både jævnaldrende og forældre er optaget af digitale aktiviteter. Endelig bemærker børnene, at skærmbrug kan skabe konflikter med bådeforældre og jævnaldrende. Konklusion Social acceleration ligger til grund for mange af de mønstre, der identificeres i denne afhandling, og afspejler bredere dynamikker i det moderne samfund. For forældre bliver håndtering og overvågning af barnets skærmbrug endnu en opgave, der konkurrerer med hverdagens krav. Nogle reagerer ved at give børnene uovervåget digital frihed – som svar på børnenes umiddelbare ønsker om digital autonomi –eller for selv at finde et pusterum. Vanskeligheder med selvregulering kan imidlertid føre til langvarigskærmbrug, og engagement i indhold, der mangler meningsfuld forbindelse til resten af barnets liv. Dette kan have konsekvenser for barnets sundhed og trivsel. En central udfordring ligger i spændingen mellem forventningen om, at forældre overvåger børns digitale aktiviteter, og normer for forældreskab, der indebærer kontrol med børns fysiske færden, hvilket begrænser offline frihed og selvstændighed. Dette kan være med til at forklare, hvorfor børn søger autonomi i den digitale sfære. Afhandlingen viser, at børns handlekraft er tveægget. Selvom børn udviser digital handlekraft ved at navigere onlinemuligheder, undergraves denne af en vanepræget skærmbrug og teknologier, der fastholder dem trodskedsomhed og følelsen af afhængighed. På trods af dette præsenterer børn fremadskuende ideer og praktiske løsninger til at styrke ansigt-til-ansigt-interaktion og reducere skærmens dominans både i hjemmet og i fritidsklubben. Afhandlingen peger afslutningsvis på, at i et accelereret samfund kan individuel skærmbrug blive den foretrukne form for afslapning, hvilket kan begrænse mulighederne for fælles aktiviteter i familien.

Read the paper · More papers on PaperTik